Og den gamle bedstefaders tanker gik foran den svævende flamme,
thi hans tanke vidste, hvor flammen ville hen. I bondekonens fattige
stue stod Frederik den Sjette og skrev sit navn med kridt på bjælken;
flammen bævede på hans bryst, bævede i hans hjerte; i bondens stue
blev hans hjerte et hjerte i Danmarks våben. Og den gamle bedstefa-
der tørrede sine øjne, for han havde kendt og levet for kong Frederik
med de sølvhvide hår og de ærlige, blå øjne, og han foldede sine
hænder og så stille frem for sig. Da kom den gamle bedstefaders søn-
nekone og sagde, at det var sildigt, nu skulle han hvile, og at aftensbor-
det var dækket.
»Men dejligt er det dog hvad du der har gjort, bedstefader!« sagde
hun. »Holger Danske og hele vort gamle våben! - Det er ligesom om
jeg havde set det ansigt før!«