丹麦语安徒生童话之老路灯13

De var så flittige og så flinke, de gamle folk, ingen time blev rent
døset hen; søndag eftermiddag kom der en eller anden bog frem, helst
en rejsebeskrivelse, og den gamle mand læste højt om Afrika, om de
store skove og elefanterne, som der gik vilde omkring, og den gamle
kone hørte sådan efter og skottede så hen til lerelefanterne, der var
urtepotter! - »Jeg kan næsten tænke mig det!« sagde hun. Og lygten
ønskede så inderligt, at der var et vokslys at tænde og sætte inden i
den, så skulle hun grangivelig se. Alt, således som lygten så det, de høje
træer, de tætte grene slyngede i hverandre, de nøgne, sorte mennesker
til hest og hele skarer af elefanter, som med deres brede fødder knuste
rør og buske.