丹麦语安徒生童话之老路灯15

Lygten stod i øvrigt skuret og net i en krog, hvor den altid faldt i
øjnene; folk sagde rigtignok, at den var et skrummel, men det brød de
gamle sig ikke om, de holdt af lygten.
En dag, det var den gamle vægters fødselsdag, kom den gamle kone
hen til lygten, smilte så småt og sagde: »Jeg vil illuminere for ham!«
og lygten knagede i blikhætten, thi den tænkte: »Nu går lyset op for
dem!« Men der kom tran og ingen vokslys, den brændte hele aftenen,
men vidste nu, at den gave, stjernerne havde givet den, den bedste
gave af alle, blev en død skat for dette liv.