丹麦语安徒生童话之老路灯16

Da drømte den, - og når man
har slige evner, kan man nok drømme, - at de gamle folk var døde, og
at den selv var kommet til en jernstøber og skulle smeltes om, den var
lige så angst som da den skulle på rådstuen og synes af de »seksogtre-
dive mænd«, men skønt den havde evnen at kunne falde sammen i rust
og støv, når den ønskede sig det, så gjorde den det dog ikke, og så kom
den i smelteovnen, og blev til den dejligste jernlysestage, hvori nogen
ville sætte et vokslys; den havde form af en engel, der bar en buket, og
midt i buketten blev vokslyset sat og stagen fik plads på et grønt
skrivebord, og værelset var så hyggeligt, der stod mange bøger, der hang
dejlige billeder, det var hos en digter, og alt hvad han tænkte og skrev,
det rullede op rundt omkring, stuen blev til dybe, mørke skove, til
solbelyste enge, hvor storken gik og spankulerede, og til skibsdækket
højt på det svulmende hav! -