Man skulle rigtignok tro, at der var noget på færde i gadekæret, men
der var ikke noget på færde! Alle ænderne, ligesom de allerbedst lå på
vandet, nogle stod på hovedet, for det kunne de, satte med ét lige i
land; man kunne se i de våde ler sporene af deres fødder, og man
kunne høre et langt stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i
bevægelse, og nylig var det blankt, som et spejlglas, man så deri hvert
træ, hver busk tæt ved, og det gamle bondehus med hullerne i gavlen
og svalereden, men især det store rosentræ faldt af blomster, der hang
fra muren næsten lige ud over vandet, og deri stod det hele, ligesom et
skilderi, men alt sammen på hovedet; og da vandet kom i uro, så løb
det ene i det andet, hele billedet var væk.