丹麦语安徒生童话之邻居们2

To andefjer, der faldt af
ænderne, som fløj, vippede ordentlig op og ned, med ét tog de fart,
ligesom om der var vind, men der var ingen vind, og så lå de stille, og
vandet blev spejlglat igen, man så tydeligt gavlen med svalereden, og
rosentræet så man; hver rose spejlede sig, de var så dejlige, men de
vidste det ikke selv, for ingen havde sagt dem det. Solen skinnede ind
imellem de fine blade, der var så fyldt med dufte; og det var for hver
rose, ligesom for os, når vi er ret lyksalige henne i tanker.
»Hvor det er dejligt at være til!« sagde hver rose. »Det eneste jeg
ved at ønske, er at jeg kunne kysse solen, fordi den er så varm og klar.