丹麦语安徒生童话之邻居们11

»Det er jeg ked af at se på!« sagde gråspurvemoderen, som fra
reden kiggede ind i stuen; og så fløj hun.
Det samme gjorde hun næste søndag, thi hver søndag kom der
friske roser i glasset og altid blomstrede rosenhækken lige smukt;
spurveungerne, der nu havde fået fjer, ville gerne flyve med, men
moderen sagde: »I bliver!« og så blev de. - Hun fløj, men hvordan hun
nu fløj eller ikke, med ét hang hun fast i en fuglesnare af hestehår, som
nogle drenge havde bundet på en gren. Hestehårene trak sig fast om
benet, o så fast, som om det skulle skæres over; det var en pine, det var
en skræk; drengene sprang lige til og greb faglen, og de greb så gru-
eligt hårdt. »Det er ikke andet, end en spurv!« sagde de, men de lod
den dog ikke flyve igen, de gik hjem med den og hver gang den skreg,
slog de den på næbet.