»Se'ken én! Se'ken én!« skreg ungerne, da hun kom hen imod re-
den. »Det er bestemt en påfugleunge! Der er alle kulører, som skærer
i øjnene, som mo'er sagde: Pip! Det er det skønne!« Og så huggede de
med deres små næb, så at det ikke blev muligt for hende at slippe ind,
og hun var således af forfærdelse, at hun ikke længere kunne sige
»pip«, end sige: Jeg er eders moder. De andre fugle huggede den nu
alle, så hver fjer gik af, og blodig sank spurvemoderen ned i rosen-
hækken.