»Jeg får nok flere koner og børn end du!« sagde den anden.
»Men jeg er ældst!« sagde en tredje. Alle sammen kom de op at
skændes, de slog med vingerne, huggede med næbet, og bums, så blev
den ene efter den anden puffet ud af reden. Der lå de, og vrede var de;
hovedet hældte de helt om på den ene side og så plirede det øje, som
vendte op; det var nu deres måde at mule på.
Lidt kunne de flyve, og så øvede de sig noget mere, og blev til sidst
enige om, at for at kunne kende hinanden igen når de mødtes i verden,
ville de sige: Pip! Og skrabe tre gange med det venstre ben.