丹麦语安徒生童话之邻居们17

Den unge, som blev tilbage i reden, gjorde sig så bred, den kunne
den var jo nu husejer, men længe varede det ikke. - Om natten skin-
nede den røde ild gennem ruderne, flammerne slog frem under taget,
det tørre strå gik op i lue, hele huset brændte, og spurveungen med,
derimod kom de unge folk lykkelig bort.
Da solen næste morgen var oppe og alt syntes så forfrisket som efter
en mild nattesøvn, stod der af bondehuset ikke andet tilbage, end
nogle sorte, forkullede bjælker, der hældede sig op til skorstenen, som
var sin egen herre; det røg stærkt fra grunden, men foran den stod
frisk og blomstrende det hele rosentræ, der spejlede hver gren og hver
blomst i det stille vand.