Pip, alting er brændt op og vor stærke broder er brændt med! Det fik han fordi han beholdt reden.
Roserne er sluppet godt fra det; de står endnu med røde kinder. De
sørger da ikke over naboens ulykke. Ja vi taler ikke til dem, og grimt
er her, det er vor mening!« Så fløj de.
Ud på efteråret var det en dejlig solskinsdag. Man kunne ordentlig
tro, man var midt i sommeren. Der var så tørt og rent i gården foran
den store trappe hos herremandens, og der gik duerne, både sorte og
hvide og violette, de glinsede i solskinnet og de gamle duemødre bru-
sede sig op og sagde til ungerne: »Stå i gruppe! Stå i gruppe!« For så
tog de sig bedre ud.