丹麦语安徒生童话之身影2

Det var ordentlig en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i
stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja sågar hen ad loftet, så
lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den
lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og alt som stjernerne kom
frem i den dejlige klare luft, var det for ham, som kom han til live igen.
På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan,
kom folk frem, for luft må man have, selv om man er vant til at være
mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere,
alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja
over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk
spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling!