丹麦语安徒生童话之身影3

De har klokker
på; der blev lig begravet med salmesang, gadedrengene skød med trold-
kællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtignok levende nede
på gaden. Kun i det ene hus, som lå lige overfor hvor den fremmede
lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for
der stod på altanen blomster, de groede så dejligt i den solhede, og det
kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem;
folk måtte der være. Døren derovre kom også op ud på aftenen, men der
var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere indefra
lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs,
men det kunne nu også gerne være, at han kun bildte sig det ind, for han
fandt alting mageløst derude i de varme lande, når der kun ingen sol
havde været. Den fremmedes vært sagde, at han ikke vidste, hvem der
havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik,
syntes han, at den var gruelig kedelig. »Det er ligesom om én sad og
øvede sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme
stykke. 'Jeg får det dog ud!' siger han nok, men han får det dog ikke ud
hvor længe han spiller.«