丹麦语安徒生童话之身影4

En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet
foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig
glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer i de
dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jom-
fru, det var som om også hun lyste; det skar ham virkelig i øjnene, han
lukkede dem nu også så forfærdelig meget op og kom lige af søvnen;
i ét spring var han på gulvet, ganske sagte kom han bag gardinet, men
jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke,
men stod meget godt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang
musikken så blød og dejlig, man kunne ordentlig falde hen i søde
tanker derved. Det var dog ligesom en trolddom og hvem boede der?
Hvor var den egentlige indgang? Hele stueetagen var butik ved butik,
og der kunne folk jo dog ikke altid løbe igennem.