丹麦语安徒生童话之身影5

En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved
ham brændte lyset og så var det jo ganske naturligt, at skyggen af ham
gik over på genboens væg; ja der sad den lige overfor mellem blom-
sterne på altanen, og når den fremmede rørte sig, så rørte skyggen sig
også, for det gør den. -
»Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!« sagde
den lærde mand. »Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren
står halvt på klem, nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se
sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skal
gøre gavn!« sagde han i spøg. »Vær så god at træde indenfor! Nå! Går
du?« Og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. »Ja så
gå, men bliv ikke borte!«