丹麦语安徒生童话之身影27

»Hvad?« tænkte prinsessen. »Skulle jeg virkelig være kommet mig!
Dette bad er det første der er til! Vandet har i vor tid ganske forunder-
lige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den
fremmede synes jeg overordentlig om. Bare hans skæg ikke vokser, for
så rejser han!«
Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen.
Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun
aldrig haft. Hun sagde ham, fra hvad land hun var, og han kendte
landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde
kigget ind ad vinduerne foroven og forneden, han havde set både det
ene og det andet, og så kunne han svare kongedatteren og gøre antyd-
ninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand
på hele jorden! Hun fik sådan en agtelse for hvad han vidste, og da de
så dansede igen, så blev hun forliebt, og det kunne skyggen godt mær-
ke, for hun var færdig at se lige igennem ham.