丹麦语安徒生童话之一个故事1

 I haven var alle æbletræerne sprunget ud, de havde skyndt sig med at
få blomster før de fik grønne blade, og i gården var alle ællingerne ude
og katten med, han slikkede rigtignok solskin, slikkede den af sin egen
pote; og så man hen ad marken, da stod kornet så mageløst grønt, og
der var en kvidren og kvinkeleren af alle de små fugle, ligesom om det
var en stor fest, og det kunne man da også sige at det var, for det var
søndag. Klokkerne ringede, og folk i deres bedste klæder gik til kirke
og så så fornøjede ud; ja ved alting var der noget så fornøjeligt; det var
tilvisse en dag så varm og velsignet, så at man nok kunne sige: »Vor-
herre er rigtignok mageløs god mod os mennesker!«
Men inde i kirken stod præsten på prædikestolen og talte så højt og
så vredt; han sagde: at menneskene var så ugudelige, og at Gud ville
straffe dem derfor, og at når de døde, kom de onde ned i helvede, hvor
de skulle evigt brænde, og han sagde, at deres orm døde ikke, og at
deres ild aldrig udslukkedes; aldrig fik de hvile eller ro.