丹麦语安徒生童话之一个故事2

 Det var grueligt at høre, og han sagde det så vist; han beskrev dem helvede som en
stinkende hule, hvor alverdens uhumskheder flød sammen, der var
ingen luftning uden den hede svovlflamme, der var ingen bund, de
sank og sank i en evig tavshed. Det er grueligt alene at høre derom,
men præsten sagde det lige ud af sit hjerte, og alle folk i kirken var
ganske forfærdede. Men udenfor sang alle de små fugle så fornøjede,
og solen skinnede så varmt, det var som om hver lille blomst sagde:
Gud er så mageløs god mod os alle sammen. Ja, derude var det slet
ikke som præsten prædikede.
Om aftenen ved sengetid så præsten sin kone sidde stille og tan-
kefuld.