丹麦语安徒生童话之一个故事5

 Det var nat, en kold vind blæste hen over præstens hoved, han slog
øjnene op, og det var ligesom om månen skinnede ind i hans stue,
men månen skinnede ikke; en skikkelse var det, der stod foran hans
seng; han så sin afdøde kones genfærd, hun så på ham så inderligt
bedrøvet, det var som ville hun sige noget.
Og manden rejste sig halvt op, strakte armene ud imod hende:
»Du er ikke heller forundt den evige ro? Du lider? Du, den bedste,
den frommeste!«
Og den døde bøjede sit hoved til et ja og lagde hånden på brystet.
»Og kan jeg skaffe dig ro i graven?«
»Ja!« lød det til ham.