»Stakkels forkastede urter!« sagde æblegrenen. »Der er rigtignok
gjort forskel! Og hvor de må føle sig ulykkelige, dersom den slags kan
føle, som jeg og mine lige kan det; der er rigtignok gjort forskel, men
det må der gøres, ellers stod jo alle ens!«
Og æblegrenen så med en slags medlidenhed især på en slags blom-
ster, som der var i mængde af på marker og på grøfter; ingen bandt
dem i buket, de var alt for almindelige, ja man kunne finde dem selv
imellem brostenene, de skød op som det argeste ukrudt, og så havde
de det fæle navn fandens mælkebøtter.