»Stakkels foragtede vækst!« sagde æblegrenen. »Du kan ikke gøre
ved, at du blev hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det
hæslige navn, du har! Men det er med væksterne, som med menne-
skene, der må være forskel!«
»Forskel!« sagde solstrålen og kyssede den blomstrende æblegren,
men kyssede også de gule fandens mælkebøtter ude på marken, alle
solstrålens brødre kyssede dem, de fattige blomster, som de rige.
Æblegrenen havde aldrig tænkt over Vorherres uendelige kærlig-
hed mod alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt
over hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt,
- men det var jo også ganske menneskeligt!