丹麦语安徒生童话之区别6

 De noget større børn brød blomsten fra den
hule stilk, bøjede denne rundt ind i sig selv, led ved led, en hel kæde blev det; først én til halsen, så én at hænge om skulderen og om livet,
på brystet og på hovedet; det var en hel pragt af grønne lænker og
kæder; men de største børn tog forsigtig den afblomstrede urt, stilken,
der bar dens fhugartede, sammensatte frøkrone, denne løse luftige
uldblomst, der er et helt lille kunststykke, som af de fineste fjer, fnug
eller dun; de holdt den ved munden for i ét pust at afblæse den helt;
den, der kunne det, fik nye klæder, før året var omme, havde bedste-
moder sagt.
Den foragtede blomst var en hel profet ved denne lejlighed.