Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster
for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det
roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest for-
skellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende grønne
blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure,
slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og henad
loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve.
Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin syge-
seng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø.
»Der er dog en frelse for hende!« sagde den viseste iblandt dem.
»Bring hende verdens dejligste rose, den, der er udtrykket af den
højeste og reneste kærlighed; kommer den for hendes øjne, før de
brister, da dør hun ikke.«