丹麦语安徒生童话之世界上最美丽的玫瑰花2

 Og unge og gamle kom rundt om fra med roser, de dejligste der
blomstrede i hver have, men de roser var det ikke; fra kærlighedens
urtegård måtte blomsten hentes; men hvilken rose dér var udtrykket af
den højeste, den reneste kærlighed? Og skjaldene sang om verdens dejligste rose, hver nævnede sin. Og
der gik bud vidt om land til hvert hjerte, der slog i kærlighed, der gik
bud til hver stand og hver alder.
»Ingen har endnu nævnt blomsten!« sagde den vise. »Ingen har
peget hen på det sted hvor den fremsprang i sin herlighed. Ikke er det
roserne fra Romeo og Julies kiste eller fra Valborgs grav, skønt de
roser vil altid dufte gennem sagn og sange, det er ej roserne, som
skyder frem fra Winkelrieds blodige lanser, fra blodet, der helligt
vælder ud af heltens bryst i døden for fædrelandet, skønt ingen død er
mere sød, ingen rose rødere end dette blod, der da flyder.