丹麦语安徒生童话之一年的故事7

 Og der gik en uge, der gik næsten to; skoven var sort, den frosne
indsø lå så tung og så ud som størknet bly; skyerne, ja det var ikke
skyer, det var våde, iskolde tåger, der hang hen over landet; de store,
sorte krager fløj i flokke uden skrig, det var som om alt sov. - Der gled
en solstråle hen over søen, og den skinnede som smeltet tin. Snelaget
hen over marken og oppe på bakken glimrede ikke som før, men den
hvide skikkelse, Vinteren selv, sad der endnu med blikket stadigt mod
syd; han mærkede slet ikke, at snetæppet ligesom sank ind i jorden, at
hist og her en lille græsgrøn plet kom frem, og der myldrede det da
med spurve.
»Kvivit! Kvivit! Kommer nu våren?«