丹麦语安徒生童话之一年的故事8

 »Kvivit! Kvivit! Kommer nu våren?«
»Våren!« klang det hen over mark og eng og igennem de sort-
brune skove, hvor mosset skinnede friskt grønt på træstammerne; og
gennem luften kom flyvende, sydfra, de to første storke; på ryggen
af hver sad der et lille dejligt barn, en dreng og en pige; og de kys-
sede jorden til hilsen, og hvor de satte deres fødder, voksede hvide
blomster frem under sneen; hånd i hånd gik de op til den gamle
ismand, vinteren, lagde sig ved hans bryst til ny hilsen og i samme
stund var de alle tre skjult og hele landskabet skjult; en tyk, våd tåge,
så tæt og tung, indhyllede alt. - Lidt efter luftede det, - vinden for
af sted, den kom med stærke kast og jog tågen bort, solen skinnede
så varmt; - vinteren selv var forsvundet, forårets dejlige børn sad på
årets trone.