丹麦语安徒生童话之一年的故事11

 En mild regn faldt fra himlen over dem, de mærkede det ikke,
regndråben og glædeståren blev én og samme dråbe. Brud og brud-
gom kyssede hinanden, og i det nu sprang skoven ud. - Da solen stod
op, var alle skove grønne!
Og hånd i hånd gik brudeparret under det friske hængende løvtag,
hvor kun sollysets stråler og slagskyggerne gav farveveksel i det
grønne. En jomfruelig renhed og en forfriskende duft var i de fine
blade! Klar og levende rislede å og bæk mellem de fløjlsgrønne siv og
over de brogede sten. »Fuldt op evigt og altid er det og bliver det!«
sagde hele naturen. Og kukkeren sang og lærken slog, det var det
dejlige forår; dog piletræerne havde uldvanter om sine blomster, de
var nu så gruelig forsigtige, og det er kedeligt!