丹麦语安徒生童话之一年的故事12

 Og så gik dage og så gik uger, varmen ligesom væltede ned; hede
luftbølger gik gennem kornet, der mere og mere gulnede. Nordens
hvide lotus på skovsøerne spredte sine store, grønne blade ud over
vandspejlet og fiskene søgte skygge under dem; og på skovens læside,
hvor solen brændte på bondehusets væg og ordentlig gennemvarmede
de udsprungne roser, og kirsebærtræerne hang fulde med saftige,
sorte, næsten solhede bær, sad sommerens dejlige kvinde, hende, vi så
som barn og som brud; og hun så mod de stigende mørke skyer, der i
bølgeformer, som bjerge, sortblå og tunge, løftede sig højere og hø-
jere; fra tre sider kom de; mere og mere som et forstenet omvendt hav,
sænkede de sig mod skoven, hvor alt, som ved en trolddom, var tavst;
hver luftning havde lagt sig, hver fugl tav, der var en alvor, en forvent-
ning i hele naturen; men på veje og stier skyndte sig af sted kørende,
ridende og gående, for at komme under tag.