丹麦语安徒生童话之一年的故事13

 Da lyste det med ét, som
om solen brød frem, blinkende, blændende, alt opbrændende, og der
blev mulm igen i et rullende brag; vandet styrtede i strømme ned; det
blev nat og det blev lys, det blev stilhed og det blev bulder. De unge
brunfjerede rør i mosen bevægede sig i lange bølger, skovens grene
skjultes i vandtåger, mørket kom og lyset kom, stilhed og bulder. -
Græs og korn lå som slået ned, som skyllet hen, som skulle det aldrig
rejse sig. Pludselig blev regnen til enkelte dråber, solen skinnede og
fra strå og fra blad blinkede vanddråberne som perler, fuglene sang,
fiskene slog op fra åvandet, myggene dansede, og ude på stenen i det
salte piskede havvand sad Sommeren selv, den kraftige mand, med de
fyldige lemmer, med drivvådt hår, - forynget af det friske bad, sad han
i det varme solskin. Al naturen var forynget rundt om, alt stod frodigt,
kraftigt og skønt; det var sommer, den varme, dejlige sommer.