丹麦语安徒生童话之一年的故事17

 Og hun så storkene flyve bort, hver én! Og hun strakte hænderne
efter dem. - Hun så op til rederne, der stod tomme, og der voksede op
i én den langstilkede kornblomst og i en anden den gule kidike, som
om reden kun var til som værn og gærde om den; og spurvene kom
derop.
»Pip! Hvor er herskabet blevet af! De kan nok ikke tåle at det blæser
på dem, og så er de taget ud af landet! Lykke på rejsen!«
Og mere og mere gul blev skovens blade og løv faldt på løv, efter-
årets storme suste, det var sent på høstens tid. Og på det gule løvfald
lå årets dronning og så med milde øjne mod den blinkende stjerne,
og hendes husbond stod hos hende. Et vindstød hvirvlede i løvet -
det faldt igen, da var hun borte, men en sommerfugl, årets sidste, fløj
gennem den kolde luft.