Nu er det sagt! Og det kan jeg sige, at når man så min fader sidde
der højt, foran på dødens omnibus, iført sin lange side, sorte kappe, og
med den sortbefrynsede trekantede hat på hovedet, og dertil så hans
ansigt, der livagtigt var, som man aftegner solen, rundt og leende, så
kunne man ikke tænke på sorg og grav; det ansigt sagde: »Det gør
ikke noget, det bliver meget bedre, end man tror!«
Se, fra ham har jeg mit gode humør og den vane, jævnlig at gå ud på
kirkegården; og det er meget fornøjeligt, når man kun kommer der
med et godt humør, - og så holder jeg Adresseavisen, ligesom også han
gjorde.