丹麦语安徒生童话之各得其所8

 Og nu var der gået hundrede år.
Det var i vor tid; søen var blevet til en mose, og den gamle herre-
gård var ligesom visket ud; der stod en aflang pyt vand, med lidt
stensætning til siden, det var resten af de dybe grave, og her stod
endnu et prægtigt gammelt træ, der hældede sine grene, det var stam-
træet; det stod og viste, hvor smukt et piletræ kan være, når det får lov
til at skøtte sig selv. - Det var jo rigtignok revnet midt i stammen, lige
nede fra roden og op til kronen, stormen havde drejet det lidt, men det
stod, og fra alle revner og sprækker i det, hvor vind og vejr havde lagt
muldjord, voksede græs og blomster! Især øverst, hvor de store grene
delte sig, var der ligesom en hel lille hængende have med hindbær og
fuglegræs; ja endogså et lille bitte rønnebærtræ havde der rodfæstet
sig og stod så slankt og fint midt oppe i det gamle piletræ, der spejlede
sig i det sorte vand, når vinden havde drevet andemaden hen i et hjørne
af vandpytten. - En lille sti, hen over hovmarken, førte tæt her forbi.