Den lille nisse greb på bordet den vidunderlige bog, puttede den i sin
røde hue og holdt på den med begge hænder, husets bedste skat var
frelst! Og så for han af sted, helt ud på taget, helt op på skorstenen
og der sad han belyst af det brændende hus lige overfor og holdt med
begge hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit
hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og
han blev besindig, - ja: »Jeg vil dele mig imellem dem!« sagde han:
»Jeg kan ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld!«
Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre går også til spækhøke-
ren - for grøden.