丹麦语安徒生童话之柳树下的梦11

 Der var gulv-
tæppe, der var gardiner lige ned til jorden, en virkelig fløjlsstol og
rundt om blomster og skilderier og et spejl, som man var færdig ved at
løbe lige ind i, det var lige så stort som en dør. Knud så det altsammen
på én gang og så dog kun Johanne, hun var en voksen pige; ganske
anderledes end Knud havde tænkt sig hende, men meget dejligere!
Der var ikke en jomfru i Køge, som hun, og hvor var hun fin! Men
hvor så hun underlig fremmed på Knud, dog kun et øjeblik, så fløj hun
hen imod ham, ligesom om hun ville kysse ham, hun gjorde det ikke,
men hun var lige ved det. Jo, hun var rigtignok glad ved at se sin
barndoms ven! Stod ikke tårerne hende i øjnene, og så havde hun så
meget at spørge og tale om, lige fra Knuds forældre til hyldetræet og
piletræet, og dem kaldte hun Hyldemo'er og Pilefa'er, ligesom om de
også var mennesker, dog det kunne de da lige så godt gælde for, som
honningkagerne kunne det; om dem talte hun også, om deres stumme
kærlighed, hvorledes de lå på disken og gik i stykker, og så lo hun så
hjerteligt - men blodet brændte Knud i kinderne og hans hjerte slog
stærkere end ellers!