丹麦语安徒生童话之柳树下的梦13

Det var en mageløs aften, den var slet ikke til at sove på, og Knud
sov heller ikke. Ved afskeden havde Johannes fader sagt: »Ja, nu glem-
mer du os vel ikke ganske! Lad os se, at du ikke lader hele vinteren gå
hen, før du ser til os igen!« - Og så kunne han jo godt komme på
søndag! Og det ville han. Men hver aften, når arbejdet var endt, og de
arbejdede ved lys, gik Knud ud i byen; han gik hen gennem gaden,
hvor Johanne boede, så op til hendes vindue, der var næsten altid lys,
og en aften så han ganske tydeligt skyggen af hendes ansigt på gardi-
net; det var en dejlig aften! Mesters madam syntes ikke om, at han
altid om aftenen skulle på farten, som hun kaldte det, og hun rystede
på hovedet, men mester lo: »Det er et ungt menneske!« sagde han.