丹麦语安徒生童话之柳树下的梦14

 »På søndag ses vi, og jeg siger hende det, hvordan hun er i mine
tanker, og at hun må blive min lille kone! Jeg er rigtignok kun en fattig
skomagersvend, men jeg kan blive mester, i det mindste frimester, jeg
skal arbejde og stræbe -! Ja, jeg siger hende det, der kommer ikke
noget ud af den stumme kærlighed, det har jeg lært af honning-
kagerne!«
Og søndagen kom og Knud kom, men hvor uheldigt! De skulle alle
ud, de måtte sige ham det. Johanne trykkede hans hånd og spurgte:
»Har du været henne på komedien? Der må du engang! Jeg synger på
onsdag, og har du da tid, så vil jeg sende dig en billet; min fader ved,
hvor din mester bor!«
Hvor var det kærligt af hende! Og onsdag middag kom der også et
forseglet papir uden ord, men billetten lå deri, og om aftenen gik
Knud første gang i sit liv i teatret og hvad så han - ja han så Johanne,
så dejlig, så yndig; hun blev rigtignok gift med en fremmed person,
men det var komedie, noget de forestillede, det vidste Knud, ellers
havde hun heller ikke nænnet at sende ham billet til at se derpå; og alle
folk klappede og råbte højt, og Knud råbte hurra!