丹麦语安徒生童话之柳树下的梦16

 »Det er godt du kommer!« sagde hun, »nær havde jeg sendt fader
til dig, men så havde jeg en fornemmelse af, at du nok kom i aften; for
jeg må sige dig, at jeg rejser på fredag til Frankrig, det må jeg, at der
kan blive noget rigtigt dygtigt af mig!«
Og det var for Knud, som om stuen drejede rundt, som om hans
hjerte ville gå itu, men der kom ikke tårer i hans øjne, dog var det
synligt nok, hvor bedrøvet han blev; Johanne så det og hun var lige ved
at græde. »Du ærlige, trofaste sjæl!« sagde hun - og så var Knuds
tunge løst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende og
at hun måtte blive hans lille kone; og idet han sagde det, så han, at
Johanne blev ligbleg, hun slap hans hånd og sagde alvorlig og bedrø-
vet: »Gør ikke dig selv og mig ulykkelig, Knud! Jeg bliver dig altid en
god søster, som du kan stole på -! Men heller ikke mere!« og hun strøg
sin bløde hånd hen over hans hede pande. »Gud giver os styrke til
meget, når man kun selv vil!«