丹麦语安徒生童话之柳树下的梦17

 Da trådte i det samme hendes stedmoder ind.
»Knud er rent ude af det fordi jeg rejser!« sagde hun; »vær dog et
mandfolk!« og så klappede hun ham på skulderen, det var ligesom de
kun havde talt om rejsen og ikke om andet. »Barn!« sagde hun. »Og
nu skal du være god og fornuftig, som under piletræet, da vi begge var
børn!«
Og det var for Knud, som om der var gået et stykke af verden, hans
tanke var som en løs tråd, viljeløs for vinden. Han blev, han vidste ikke,
om de havde bedt ham derom, men venlige og gode var de, og Johanne
gav ham tevand, og hun sang, det var ikke den gamle klang, og dog så
mageløst dejligt, det var til at slå hjertet i stykker ved, og så skiltes de;
Knud rakte hende ikke hånden, men hun tog hans og sagde: