Det var, som om remmen fra
hans ransel snørede ham, så at det var svært at trække vejret, han
løsnede den, men det hjalp ikke. Verden var kun halv uden om ham,
den anden halvdel bar han inden i sig, sådan var det!
Først da han så de høje bjerge, blev verden ham større, hans tanker
vendte udad, han fik tårer i sine øjne. Alperne syntes ham jordens
sammenlagte vinger; hvad om den opløftede dem, udbredte de store
fjer med brogede billeder af sorte skove, brusende vande, skyer og
snemasser! »På dommedag løfter jorden de store vinger, flyver mod
Gud og brister som boble i hans klare stråler! O gid at det var domme-
dag!« sukkede han.