Gerne var han blevet i den stille Rhinby, men her var så megen hyld
og så mange piletræer, - og så drog han videre; over de høje, mægtige
bjerge, gennem klippesprængninger og hen ad veje, der som svalere-
der var klinede til stenvæggen. Vandet bruste i dybet, skyerne lå under
ham; over blanke tidsler, alperoser og sne gik han i den varme som-
mersol - og så sagde han farvel til Nordens lande og kom ned under
kastanietræer, mellem vinhaver og majsmarker. Bjergene var en mur
mellem ham og alle erindringer, og således skulle det være.