丹麦语安徒生童话之柳树下的梦36

Det var aften, han gik på den åbne landevej, det begyndte at fryse;
landet selv blev mere og mere fladt med mark og eng; der stod ved
vejen et stort piletræ; alt så så hjemligt, så dansk ud; han satte sig under
pilen, han følte sig så træt, hans hoved bøjede sig, hans øjne lukkede
sig til hvile, men han følte og fornam, hvorledes pilen sænkede sine
grene ned imod ham, træet syntes en gammel, mægtig mand, det var
Pilefa'r selv, der løftede ham på sine arme og bar ham, den trætte søn,
hjem til det danske land ved den åbne, blege strand, til Køge by, til
barndomshaven. Ja, det var piletræet selv fra Køge, der var gået ud i
verden for at søge og finde ham, og nu var han fundet og bragt hjem
til den lille have ved åen, og her stod Johanne i al sin pragt, med
guldkronen på, som han sidst havde set hende og råbte: »Velkom-
men!«