丹麦语安徒生童话之柳树下的梦37

Og lige foran dem stod to underlige skikkelser, men de så meget
mere menneskelige ud end i barndomstiden, de havde også forandret
sig; det var de to honningkager, mandfolket og fruentimmeret; de
vendte retten til og så godt ud.
»Tak!« sagde de begge to til Knud: »Du har løst vor tunge! Du har
lært os, at man skal frejdigt udtale sin tanke, ellers kommer der ikke
noget ud af det! Og nu er der kommet noget ud af det! - Vi er forlo-
vede!«
Og så gik de hånd i hånd gennem Køge gader, og de så meget
anstændigt ud på vrangen, der var ikke noget at sige på dem! Og de gik
lige hen mod Køge kirke, og Knud og Johanne fulgte efter; de gik også
hånd i hånd; og kirken stod som før med røde mure og dejligt ved-
bendgrønt, og kirkens store dør åbnede sig til begge sider og orgelet
bruste og mandfolket og fruentimmeret gik begge op ad kirkegangen: