Og hun gik om broen, hvor drengen stod, og trådte op på land;
vandet drev fra sivmåtten, hun havde om livet, vandet flød fra hendes
skørt.
»Jeg slider og slæber, så blodet er færdig ved at springe mig ud af
mine neglerødder! Men det er det samme, når jeg kun hæderlig kan få
dig frem, mit søde barn!«
I det samme kom en noget ældre kone, fattig i klæder og skind, halt
på det ene ben og med en mægtig stor forloren krølle ud over det ene
øje, det skulle skjules af krøllen, men den gjorde skavanken mere ken-
delig. Det var en veninde af vaskekonen, »Halte-Maren med Krøl-
len«, kaldte naboerne hende.