丹麦语安徒生童话之在遥远的海极1

Et par store fartøjer var sendt højt op mod Nordpolen, for der at finde
landenes grænser mod havet og prøve, hvorvidt menneskene kunne
der trænge igennem. Allerede år og dage havde de mellem tåge og is
styret heroppe og prøvet stort besvær; nu var vinteren begyndt, solen
nede; mange, mange uger ville blive her en lang nat; alt rundt om var
et eneste stykke is; fast til det var hvert skib fortøjet, sneen lå højt, og
af sneen selv var bikubeformede huse rejste, nogle store, som vore
kæmpehøje, andre ikke større, end at de kunne rumme to eller fire
mænd; men mørkt var det ikke, nordlysene skinnede røde og blå, det
var et evigt, storartet fyrværkeri og sneen lyste, natten her var en lang
blussende dæmring; på den klareste tid kom skarer af de indfødte,
underlige at se i deres hårede skindklæder, og på deres slæder, som var
tømrede af isstykker; de bragte skind i store bunker og snehusene fik
derfra varme gulvtæpper; skind blev tæppe og dyne, som matroserne
redte sig til seng under snekuplen, mens det udenfor gnistrende frøs,
som vi ikke kender det ved vor strengeste vintertid.