丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤7

At det kunne tænkes at lave suppe på en pølsepind,
var dem en så overordentlig tanke, at den gik straks igennem hele sko-
ven, men at den opgave kunne løses, henregnede de til umulighed,
mindst tænkte jeg da, at jeg her, og det endnu den samme nat, skulle
blive indviet i lavningen. Det var midsommer, derfor duftede skoven så
stærkt, sagde de, derfor var urterne så krydrede, søerne så klare og dog
så mørke med de hvide svaner på. I skovkanten, mellem tre, fire huse,
var rejst en stang, høj som en stormast, og øverst på den hang kranse og
bånd, det var majstangen; piger og karle dansede rundt om den og sang
dertil om kap med spillemandens violin. Det gik lystigt til ved solned-
gang og i måneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille mus på
skovbal! Jeg sad i det bløde mos og holdt på min pølsepind. Månen skin-
nede især på én plet, hvor der var et træ med et mos, så fint, ja, jeg tør
sige så fint som musekongens skind, men det havde en grøn farve, så at
det var en velgerning for øjnene.