丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤8

Da kom der lige med ét opmarche-
rende de yndigste små personer, ikke større, end at de kunne nå mig til
knæet, de så ud som mennesker, men de var bedre proportionerede, de
kaldte sig alfer og havde fine klæder af blomsterblade med flue- og myg-
ge-vinge-besætning, slet ikke galt. Det var straks som om de søgte efter
noget, jeg vidste ikke hvad, men så kom der et par stykker hen til mig,
den fornemste af dem pegede på min pølsepind og sagde: »Det er netop
sådan én vi bruger! Den er tilskåret, den er udmærket!« Og han blev
mer' og mer' henrykt idet han så på min vandrestav.
»Nok låne, men ikke beholde!« sagde jeg.