丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤9

»Ikke beholde!« sagde de alle sammen, tog om pølsepinden, som
jeg slap, og de dansede med den hen til den fine mosplet, rejste pølse-
pinden der, midt i det grønne. De ville også have en majstang, og den
de nu havde var jo også for dem, som skåret dertil. Nu blev den pyntet;
ja da fik den syn!
Små edderkopper spandt guldtråd om den, ophængte vajende slør
og faner, så fint vævede, så snehvide blegede i måneskin, at det skar
mig i mine øjne; de tog farver af sommerfuglens vinger og dryssede på
de hvide lin, og der skinnede blomster og diamanter, jeg kendte ikke
igen mer' min pølsepind; sådan en majstang som den var blevet, fand-
tes der vist ikke mage til i verden. Og nu først kom det rigtige store
alfeselskab, det var ganske uden klæder, finere kunne det ikke være, og
jeg blev indbudt til at se på stadsen, men i afstand, for jeg var dem for
stor.