丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤11

»Hvorledes vi bærer os ad!« sagde den fornemste og lo, »ja det har
du da nylig set! Du kendte vel knap igen din pølsepind!«
»De mener på den måde!« sagde jeg, og fortalte ligefrem hvorfor
jeg var på rejse, og hvad man hjemme ventede sig af denne. »Hvad
gavn,« spurgte jeg, »har musekongen og hele vort mægtige rige af, at
jeg har set denne dejlighed! Jeg kan ikke ryste den ud af pølsepinden
og sige: se her er pinden, nu kommer suppen! Det var jo altid dog en
slags anretning, når man var mæt!«
Da dyppede alfen sin lille finger ned i en blå viol og sagde til mig:
»Pas på! Jeg bestryger din vandrestav, og når du så kommer hjem til
musekongens slot, rør da med staven ved din konges varme bryst, så
springer der violer ud om den hele stav og det selv i den koldeste
vintertid.