丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤22

Jeg gik hjem i biblioteket, åd straks så godt som en hel roman, det
vil sige det bløde, det egentlige, derimod skorpen, bindet lod jeg ligge.
Da jeg nu havde fordøjet den og én til, fornam jeg allerede hvorledes
det rørte sig inden i mig, jeg åd lidt af den tredje, og så var jeg digter,
det sagde jeg mig selv og det sagde jeg de andre med; jeg havde hoved-
pine, indvoldspine, jeg ved ikke alle de piner, jeg havde; jeg tænkte nu
over, hvilke historier der måtte kunne sættes i forbindelse med en
pølsepind, og så fik jeg så mange pinde i min tanke, myredronningen
har haft en ualmindelig forstand; jeg huskede på manden, der tog en
hvid pind i munden og så var både han og pinden usynlig; jeg tænkte
på gammelt øl med en pind i, stå på pinde, at sætte en pind for og så
pinden til ens ligkiste. Alle mine tanker gik op i pinde! Og om dem
måtte der kunne digtes når man er en digter, og det er jeg, det har jeg
slidt mig til! Jeg vil således hver dag i ugen kunne opvarte Dem med
en pind, en historie, - ja det er min Suppe!«