丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤24

IV
Hvad den fjerde mus, som talte før den tredje havde talt,
vidste at fortælle.
»Jeg gik straks til den største stad,« sagde den, »navnet husker jeg
ikke, jeg husker ikke godt navne. Jeg kom fra jernbanen med konfiske-
ret gods på rådstuen og der løb jeg til slutteren; han talte om sine
fanger, især om én, der havde talt ubesindige ord, og om dem var igen
blevet talt, og talt, læst og påskrevet; »det hele er suppe på en pølse-
pind!« sagde han, »men den suppe kan koste ham hans knap!« Det gav
mig interesse for den fangne,« sagde den lille mus, »og jeg tog lejlig-
heden i agt og slap ind til ham; der er altid bag låsede døre et musehul!
Han så bleg ud, havde et stort skæg og store, skinnende øjne, lampen
osede og væggene var vante dertil, de blev ikke sortere. Fangen rid-
sede både billeder og vers, med hvidt på sort; jeg læste dem ikke. Jeg
tror, han kedede sig; jeg var en velkommen gæst. Han lokkede mig
med brødsmuler, med fløjten og milde ord; han var så glad ved mig;
jeg fik tillid til ham, og så blev vi venner.